En refleksion over stilletid, regulering og inklusion i skolen – med blik for neurodivergens og pædagogisk differentiering.
Af Anne Dahlstrøm, socialpædagog, praksiskonsulent i sansestøttende praksis
Indførelsen af stilletid og kropslige praksisser i skoledagen er et voksende fænomen, ofte med udgangspunkt i yoga eller mindfulness. Intentionen er god: at skabe ro, nærvær og bedre læringsbetingelser.
Men i pædagogisk praksis er det langt fra ukompliceret – især når stilletid implementeres som et generelt, fælles tiltag på tværs af børnegrupper med vidt forskellige forudsætninger.
I denne artikel foreslår jeg, at vi i stedet arbejder med begrebet reguleringsstunder: en pædagogisk praksis, der bygger på kropslig, sansestøttende og relationel støtte med det formål at fremme ro og deltagelse – ikke stilhed for stilhedens skyld.
Artiklen er skrevet med afsæt i erfaringer fra sansestøttende og reguleringsfremmende praksis i både almen- og specialpædagogiske kontekster, herunder arbejdet med børn og unge med autisme, ADHD og sansemæssig sårbarhed. Den undersøger, hvordan stilletid kan implementeres med blik for neurodivergens og sensoriske behov – uden at miste nogen på vejen.
Stilletid er ikke én ting – og ro er ikke et givent udgangspunkt
Der er børn, som trygt kan indgå i en yogasekvens og opleve ro.
Og der er børn, som har svært ved at finde ro, selv når de sidder stille på en stol.
Nogle har diagnoser. Andre har sårbarheder, som ikke nødvendigvis fremgår af elevplanen, men som alligevel har betydning for deres deltagelse.
Når vi tilbyder stilletid som en fælles aktivitet – eksempelvis med bestemte kropslige øvelser eller stillinger – uden hensyntagen til forskelle i kropslige grænser, sansetærskler og psykomotorisk parathed, risikerer vi at tabe netop de børn, der har størst behov for støtte.
Vi må derfor gå bag om begrebet stilletid og spørge:
- Hvad kræver det egentlig at være med – fysisk, mentalt og socialt?
- Hvordan reagerer forskellige nervesystemer på stilhed, stillesiddende praksis og kropslig opmærksomhed?
- Hvordan undgår vi at skabe yderligere utryghed eller eksklusion, når målet netop er regulering og inklusion?
Ro og regulering – en pædagogisk og faglig opgave
I stedet for at tænke stilletid som noget, der automatisk virker, kan vi arbejde med reguleringsstunder som noget, der pædagogisk skal læres og bygges op over tid.
Det indebærer blandt andet:
- Valgmuligheder (fx at kunne sidde eller ligge, have åbne eller lukkede øjne)
- Tydelig struktur og visuel støtte
- Klarhed om hvad der skal ske, hvorfor og hvordan – her kan De 10 H’er fungere som et praktisk redskab til forberedelse og struktur
- Relationel tryghed og kontinuitet over tid
Praksisser som disse er ikke nye i specialpædagogisk arbejde, men de bliver afgørende, hvis
stilletid skal fungere inkluderende og trygt for alle elever.
Ro smitter – og regulering starter hos os selv
Forskning i neurovidenskab og regulering – fx inden for Polyvagal Teori (Porges) – peger på, at ro og selvregulering ikke er noget, der kan pålægges udefra. Det er tilstande, der skabes gennem kontakt, rammesætning, gentagelse og sansestøttende tilpasning.
Der findes praksisser, som kombinerer åndedræt, rytme, bevægelse og visuel struktur, og som kan understøtte børns forudsætninger for at finde ro, når de anvendes med faglig omhu.
I mit arbejde med blandt andet Breath-Body-Mind, Special Yoga og neuroyoga har jeg erfaret, hvordan disse elementer kan spille sammen i praksis, når de tilpasses den konkrete kontekst og det enkelte barns forudsætninger.
Og vigtigst:
Den voksnes egen tilstand spiller en afgørende rolle.
Regulering smitter – og børn mærker, om vi selv er nærværende, afstemte og rolige. Derfor er det ikke blot teknikkerne i sig selv, men måden de gives på, der skaber tryghed og mulighed for regulering.
Implementering kræver differentiering og pædagogisk omtanke
Skal stilletid fungere som en meningsfuld del af skoledagen, skal den bygges på faglighed – ikke blot intention.
Det betyder blandt andet, at man må:
- Identificere børns individuelle behov for støtte
- Vurdere hvilken praksisform der er passende i den konkrete sammenhæng (fx stolebaserede øvelser frem for gulvbaserede)
- Skabe struktur i rummet – visuelt, rytmisk og relationelt
- Træne stilletid som en færdighed over tid, ikke som en forventning fra dag ét
Afslutning: Fra god intention til fagligt fundament
Stilletid i skolen kan være meningsfuld – også i almenklasser – når den implementeres med blik for sårbarhed og forskellighed.
Det kræver, at vi arbejder med reguleringsstunder som en pædagogisk praksis, der tager højde for nervesystemer, sanseintegration og behov for støtte.
Det kræver, at vi tør stille de svære spørgsmål og bygge bro mellem intention, praksis og pædagogisk faglighed.
Når vi skaber ro i relationen, lægger vi fundamentet for ægte deltagelse. Ro smitter – og regulering starter hos os selv.