Af Anne Dahlstrøm, socialpædagog, praksiskonsulent i sansestøttende praksis
I mit arbejde som socialpædagog med fokus på regulering og sansestøttende praksis møder jeg unge, som kan det meste i hverdagen.
De kan lave mad, vaske tøj, tage bussen, køre bil og melde sig til aktiviteter.
Nogle fremstår selvstændige på mange områder og kan klare mange praktiske opgaver.
Set udefra fungerer de.
Men det, der vælter dem, er sjældent opvasken eller transporten.
Det er det sociale samspil.
Det uforudsigelige.
Det, der ikke kan løses logisk eller rationelt.
Relationer, misforståelser, følelser og sociale nuancer kan belaste nervesystemet langt mere end praktiske opgaver.
Det har fået mig til at stille et fagligt spørgsmål:
Har vi i mange år haft for stort fokus på færdigheder og ADL – og for lidt på regulering?
I praksis ser jeg ofte, hvordan regulering i kontekst gør en afgørende forskel.
Eksempel: En ung skal deltage i en vigtig samtale, men kroppen er tydeligt på overarbejde. Det bliver svært at blive i situationen.
Som socialpædagog kan jeg foreslå en kort pause og invitere til regulering uden for rummet.
Når vi vender tilbage, er der bedre mulighed for at fortsætte samtalen, og den unge kan gå derfra med en oplevelse af mestring.
Regulering i praksis.
Mange unge kan godt de praktiske ting.
Men deres nervesystem er konstant på overarbejde.
Forskning peger på, at kroppens reguleringstilstand påvirker kognition, social funktion og mulighederne for deltagelse i hverdagen.
Når belastningen bliver for stor, hjælper det ikke nødvendigvis med kravtilpasning, mere struktur eller yderligere træning i færdigheder, de allerede kan.
Måske skal vi i højere grad spørge:
Hvordan skaber vi indsatser, der tager udgangspunkt i fysiologisk regulering, sansestøtte og relationel tryghed?
Hvordan skaber vi mere holdbare og inkluderende indsatser, hvor deltagelse ikke kun handler om færdigheder – men også om, hvad nervesystemet kan bære over tid?
ADL og struktur er vigtige.
Men fysiologisk regulering er en forudsætning for kognitiv deltagelse.
Jeg er optaget af, hvordan regulerings- og sansestøttende perspektiver kan afprøves mere systematisk i praksis.
Næste skridt må være mindre pilotprojekter og faglige samarbejder i kommuner og tilbud, hvor man arbejder hands-on med konkrete borgere og fælles refleksion i personalegrupper.
Vi har brug for mere systematisk viden om, hvordan regulering og nervesystem kan forstås og omsættes i pædagogisk praksis – som et supplement til de indsatser, der allerede findes.
Det er nogle af de faglige spørgsmål og udviklingsspor, jeg selv arbejder videre med.