Af Anne Dahlstrøm, socialpædagog, praksiskonsulent i sansestøttende praksis
Jeg er indimellem aktiv på LinkedIn, og i 2025 delte jeg et opslag om en praksis-session, hvor vi arbejdede med ro og nærvær gennem specialiseret yoga og mindfulness.
Vi afsluttede med Trataka – en enkel øvelse, hvor blikket hviler på flammen fra et stearinlys. Inden da havde vi arbejdet med bevægelse, åndedræt og rolige sekvenser for at støtte nervesystemet og forberede kroppen på at kunne holde fokus.
Men siden det opslag har jeg haft brug for at føje noget vigtigt til den fortælling.
Ro opstår i tryghed – ikke ved forventning
Mindfulness og meditation bliver i dag ofte præsenteret som løsninger for børn og unge med autisme, ADHD og sansesårbarhed. Der findes forskning, som peger på positive effekter. Men i praksis er det ikke altid så enkelt.
Når vi tilbyder ro-øvelser uden først at skabe tryghed og kropslig støtte, kan det opleves som endnu et krav. Et menneske med tankemylder, spændt krop eller sanseuro har sjældent adgang til ro gennem instruktion alene.
For at ro kan opstå, må vi først skabe de rette betingelser.
Og det starter med kroppen, relationen og en tryg ramme.
Meditation er ikke første skridt
I klassisk yogaforståelse er meditation en tilstand, man nærmer sig over tid. Det er ikke noget, der opstår på kommando.
Derfor giver det ofte mere mening at arbejde med enkle opmærksomhedsøvelser først – som for eksempel at rette blikket mod en flamme, følge åndedrættet eller mærke kroppen i rolige bevægelser.
For mange børn og unge med autisme eller ADHD tager det tid. Og det må det gerne.
Det første skridt er regulering
Først når kroppen føler sig støttet og tryg, kan hjernen begynde at slippe tankemylderet og finde forbindelse.
I praksis starter arbejdet derfor ofte med:
- bevægelse
- rytme og gentagelser
- kropslig støtte
- sansestøttende aktiviteter
- åndedræt i et roligt tempo
Her er stilhed ikke målet, men noget der kan opstå som små øjeblikke undervejs.
Trataka – når kroppen er klar
Trataka kan være ét skridt i processen, men først når kroppen er landet, og der er støtte nok til at holde fokus.
I nogle individuelle forløb giver opmærksomhedsøvelser først mening efter længere tids arbejde med tryghed, kropslig støtte og regulering.
Ellers risikerer den blot at blive endnu en opgave, der føles svær – og måske endnu en oplevelse af ikke at kunne.
Ro kan ikke forventes
Vi har brug for en ærlig og fagligt funderet samtale om de tilbud, vi giver børn og unge med autisme, ADHD og sansesårbarhed.
Stilhed skal ikke forventes.
Den kan vokse frem, når kroppen føler sig tryg.
Der findes ikke noget hokus pokus. Men der findes gentagelse.
Når kroppen falder til ro, kan hjernen følge med.
Fagligt perspektiv
Mindfulness og opmærksomhedsøvelser kan for nogle med ADHD støtte fokus og regulering. Samtidig peger forskning i krops- og åndedrætsbaserede tilgange, blandt andet inden for NeuroYoga og Breath-Body-Mind, på, at rytme, bevægelse og vejrtrækning kan påvirke det autonome nervesystem og støtte regulering.
I praksis betyder det, at koncentration ofte forudsætter, at kroppen først oplever tryghed og støtte.
Hvornår meditation giver mening, og hvilken form for praksis der virker, afhænger af den enkelte og den sammenhæng, personen er i.
Der er fortsat begrænset viden om effekten af meditation uden samtidig kropslig og pædagogisk støtte, og om de langsigtede effekter på tværs af forskellige målgrupper.