Boganmeldelse: Selma savner sin bedste ven

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd.

Titel: Selma savner sin bedste ven
Forfattere: Stine Dunsø og Leila Dunsø
Illustrator: Kamilla Heinze
Forlag: Forlaget Snepryd
Udgivelsesår: 2024
Genre: Billed- og samtalebog
Målgruppe: Større børnehavebørn og deres voksne

Selma savner sin bedste ven handler om femårige Selma og hendes bedste ven Oskar. De går sammen i skovbørnehave og har et helt særligt bånd. Da Oskar fortæller, at han skal flytte til Egypten, bliver Selmas hverdag forandret. Vi følger hendes reaktioner på afskeden og savnet.

Bogen tager fat på en situation, som mange børn kan genkende. En ven kan flytte, skifte institution eller begynde på en anden skole. For barnet kan det opleves som et stort tab.

Selmas historie lægger op til samtaler om savn, afsked, venskab og følelsen af at blive forladt. Fortællingen fungerer godt som et fælles tredje. Barnet kan tage udgangspunkt i Selma og hendes oplevelser uden nødvendigvis at skulle fortælle om sig selv.

Bogen er skabt af mor og datter, og det synes jeg giver fortællingen en særlig varme. Leila Dunsø er uddannet pædagog og psykoterapeut, og bogens blik for barnets perspektiv mærkes tydeligt.

Historien viser, hvordan Selmas savn kommer til udtryk gennem jalousi, vrede og ondt i maven, men også, at venskabet kan bestå, selv om afstanden bliver større, og der kommer nye venner til.

Kamilla Heinzes fine og stemningsfulde illustrationer understøtter fortællingen og giver plads til både hverdagens små øjeblikke og Selmas store følelser. Hun skriver, at ”der altid er lidt barndom tilbage i en voksen sjæl”, og den indlevelse synes jeg afspejles i hendes lette og legende streg.  

Bagerst i bogen findes spørgsmål og øvelser, som den voksne kan bruge sammen med barnet. Øvelserne tager blandt andet udgangspunkt i barnets egne relationer og i situationer, hvor barnet kan komme til at råbe ad en søskende, fordi de svære følelser fylder.

Jeg lagde især mærke til en mimeøvelse, hvor barnet vælger et dyr og viser, hvordan det ser ud, når det eksempelvis er vredt, glad eller ked af det. Det er en enkel og kropslig måde at undersøge følelser på, uden at barnet skal finde alle ordene med det samme.

Jeg synes, Selma savner sin bedste ven er en let tilgængelig bog med en fin dybde. Den egner sig godt til højtlæsning hjemme, i børnehaven eller i indskolingen og kan åbne for gode samtaler om de følelser og relationer, der bevæger sig i små menneskers liv.