Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd.
Titel: Carls vilde entré
Forfatter: Gulten Eminovski
Illustrationer: Emma Kirk
Forlag: Forlaget Snepryd
Udgivelsesår: 2023
Genre: Billedbog
Målgruppe: Fra 4 år
Mit første møde med Carls vilde entré var i min solgule lænestol. Allerede da jeg begyndte at bladre i bogen og læse de første sider, kunne jeg forestille mig den som højtlæsning for de ældste børn i børnehaven, de yngste børn i SFO eller derhjemme i sofaen. Gennem årene har jeg læst mange billedbøger højt i både børnehave og SFO, og denne bog gav mig straks fornemmelsen af, at den ville skabe grin, undren og gode samtaler.
Gulten Eminovski rammer målgruppen med et levende, legende og sanseligt sprog, som jeg oplever ligger tæt på børns måde at undre sig over og beskrive verden på. Under læsningen kunne jeg næsten høre grinene og mærke genkendelsen, når hverdagssituationerne folder sig ud med varme og nærvær.
Gulten Eminovski er uddannet pædagog, psykoterapeut og kognitiv coach. Den pædagogiske erfaring mærkes i fortællingen, hvor børnenes perspektiv og fantasi får lov til at stå i centrum.
Emma Kirks finurlige og humoristiske illustrationer spiller fint sammen med Gulten Eminovskis fortælling og inviterer barnet ind i Carls verden, længe før han bliver født. Vi møder Carl som et lille menneske inde i mors mave med sine egne tanker og forestillinger. Sammen skaber tekst og illustrationer et univers, som børn let kan genkende og leve sig ind i.
Illustrationerne er fyldt med humor, lydord og små detaljer, som giver børn lyst til at gå på opdagelse i billederne.
Jeg synes, bogen henvender sig til dagtilbud og børnefamilier. Den egner sig særligt godt til dialogisk højtlæsning, hvor den voksne kan give plads til børnenes spørgsmål, grin og undren undervejs. Historien inviterer til samtaler om ventetid, familieliv og om, hvordan et barn kan forestille sig verden, allerede inden det bliver født.
Jeg kan varmt anbefale Carls vilde entré som højtlæsningsbog. Det er en varm, humoristisk og fantasifuld billedbog, som inviterer børn og voksne til en fælles læseoplevelse med plads til grin, undren og nærvær.

