Sensorisk støtte og regulering i pædagogisk praksis
Af Anne Dahlstrøm, socialpædagog, praksiskonsulent i sansestøttende praksis
Fra mit yogarum — et rum skabt til ro, regulering og nærvær.
Gennem mange år har jeg arbejdet med børn og unge i små grupper og 1:1 inden for autismespektret og ADHD.
I praksis har det igen og igen vist mig, at kroppen ofte reagerer først – og at det har betydning for, hvad der er muligt i situationen.
Derfor arbejder jeg med sansestøttende praksis og sensorisk støtte som en central del af arbejdet med trivsel og deltagelse.
Jeg har gentagne gange set, at sensoriske tilpasninger kan gøre en forskel i situationer, hvor deltagelse ellers ikke er mulig. Ikke som hokus pokus, men som noget meget konkret: et barn, en ung eller en voksen, der ikke kunne være i rummet — og som pludselig kunne. Et menneske, der igen fik mulighed for at finde ro og deltage i situationen.
I den aktuelle faglige udvikling stilles der spørgsmål ved, hvilken betydning sensoriske tilpasninger har på længere sigt. Det er et vigtigt spørgsmål. For selv om mange praktikere oplever, at sensorisk støtte kan gøre en forskel i hverdagen, er forskningen på området fortsat under udvikling.
Den slags spørgsmål kalder både på forskning og refleksion i praksis.
Det giver mig lyst til at bidrage med det, jeg selv bringer ind i feltet: mange års arbejde med regulering, sanser og deltagelse.
Forskning og praksis — et felt i bevægelse
Forskningen i sensoriske tilpasninger i hverdagsmiljøer er stadig begrænset. Samtidig er feltet langt fra tomt. Systematiske reviews peger på positive effekter af forskellige former for sensoriske interventioner, men også på variation i studiernes kvalitet og metode.
Der er fortsat behov for mere robust forskning. Men fravær af entydig evidens er ikke det samme som evidens for fravær af effekt. Mange spørgsmål i praksisfeltet er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt.
Jeg har selv arbejdet på at etablere et pilotprojekt og er åben for samarbejder, der kan bidrage til at undersøge disse spørgsmål nærmere i praksis.
Erfaringer fra dette arbejde er tidligere beskrevet i artiklen Sansestøttende praksis – en bro mellem krop, sanser og specialpædagogik (Tidsskriftet Specialpædagogik, 2025).
Når kroppen siger fra
I de situationer oplever jeg ofte, hvor hurtigt krav og forklaringer kan komme til at stå i vejen for det, der faktisk er brug for.
Mange praktikere genkender, at det, vi ofte beskriver som sociale vanskeligheder eller manglende deltagelse, i nogle situationer også kan være påvirket af kroppens måde at reagere på.
For nogle viser det sig meget konkret: en krop, der ryster så meget, at det er svært at gå ind i skolen. En usikkerhed i kroppen, der kan vælte hele systemet. Eller en morgen på vej mod skole, hvor barnet pludselig løber væk eller gemmer sig, fordi situationen bliver for meget for kroppen.
Når et barn eller en ung med høj sansesensitivitet møder et støjfyldt lokale, et uventet skift eller mange samtidige indtryk, kan sansepresset hurtigt blive mere end kroppen kan håndtere. Kroppen spænder op, vejrtrækningen bliver kort eller urolig, og det kan blive svært at finde fodfæste i situationen.
I sådanne øjeblikke hjælper flere forklaringer eller krav sjældent. I stedet kan det være afgørende, at der skabes betingelser for regulering, hvor deltagelse igen bliver mulig.
Sensorisk støtte i praksis
Det afgørende er, om der skabes betingelser for regulering her og nu.
I praksis kan det være små justeringer i omgivelser, krav eller tempo – justeringer, der kan være afgørende for, om et barn eller en ung kan blive i situationen.
Praksis og forskning i udvikling
I praksis arbejder fagprofessionelle med mennesker, hvis kroppe reagerer her og nu. Samtidig bidrager forskningen løbende med viden om, hvad der virker, og under hvilke betingelser.
Det, jeg bringer ind, er ikke evidens i forskningens forstand, men systematisk praksiserfaring fra mange år med børn og unge, der profiterer af, at omgivelserne møder sensoriske behov med forståelse frem for korrektion.
Spørgsmålet om sensoriske tilpasninger kalder derfor ikke på enten-eller-svar, men på fortsat undersøgelse fra både praksis og forskning.
Regulering i praksis
Det er ikke en enkel eller lineær vej. Regulering er situationsafhængig og må tilpasses i øjeblikket.
Et eksempel fra praksis:
En ung skal til samtale med en sagsbehandler. Kroppen er anspændt, svedig og urolig.
Den unge spørger gentagne gange: “Hvornår er det slut?”
Det er tydeligt, at kroppen er på overarbejde, og at situationen kræver noget andet end flere ord.
Jeg foreslår en kort pause og inviterer til regulering udenfor mødelokalet.
Når vi vender tilbage, kan samtalen gennemføres – og den unge går derfra med en oplevelse af mestring.
(Kendskab til regulering kan understøtte processen, men er ikke en forudsætning.)
Betingelser for regulering
I mit arbejde handler det ikke kun om at forstå adfærd, men om at ændre betingelserne i situationen.
Regulering opstår ikke isoleret i mennesket, men i samspillet mellem krop, omgivelser og krav.
Arbejdet med sanser og regulering er ikke en selvstændig indsats, men et supplement til pædagogisk praksis.
Samtidig er det i mange situationer en forudsætning for deltagelse.