Af Anne Dahlstrøm, socialpædagog og praksiskonsulent i Sansestøttende praksis
En refleksion om, hvad der gør deltagelse mulig, når kroppen endnu ikke kan være med
Den tidlige indsats begynder ofte længe før skolefraværet bliver synligt.
Den begynder den morgen, hvor et barn står uden for skolen og ryster, før skoledagen overhovedet er begyndt. Måske vender barnet om. Måske forsøger barnet at gå ind, men kroppen kan ikke være med.
Hvad gør deltagelse mulig, når kroppen allerede er overbelastet?
Måske begynder den tidlige indsats med, at vi bliver nysgerrige på de betingelser, barnet møder. Og dem er der mange af. Relationer, venskaber, læringsmiljø, sansemiljø, krav, tempo, overgange, pubertet, søvn og familiens samlede situation kan alle have betydning.
For mig begynder forståelsen med, at kroppen er en del af fortællingen – men aldrig hele fortællingen. Kroppen må forstås i sammenhæng med sanserne, relationerne, omgivelserne og de krav, barnet møder.
Ikke alle børn reagerer ens. Nogle bliver urolige, løber væk eller kæmper imod. Andre bliver stille, lukker ned eller fryser. Nogle er præget af høj aktivering, andre af lav. Fælles er, at kroppen viser os, at belastningen lige nu overstiger barnets muligheder for at deltage.
Jeg oplever, at det første spørgsmål sjældent er: Hvordan får vi barnet ind? Det første spørgsmål er snarere: Hvad er det, kroppen forsøger at fortælle os?
Jeg tror, den nysgerrighed er et fælles ansvar. Hos fagpersoner. Hos forældre. Hos alle os, der er omkring barnet.
- Hvilke belastninger møder barnet?
- Hvad gør kroppen utryg?
- Hvilke betingelser skal være til stede, før deltagelse overhovedet bliver mulig?
Min erfaring er, at der sjældent findes én forklaring eller én løsning. Det er de mange nuancer, der gør forskellen: tempo, sansemiljø, krav, overgange, relationer, pauser og oplevelsen af at blive forstået, lyttet til og høre til.
Jeg oplever også, at familien ofte ser de første tegn længe før skolefraværet bliver synligt. Derfor giver det mening at inddrage familien tidligt. Ikke fordi familien alene bærer løsningen, men fordi de kender barnet, dets mønstre, ressourcer og strategier.
Den tidlige indsats kan heller ikke vente på en diagnose. Mange børn viser tydelige tegn på belastning længe før ordene autisme, ADHD eller angst bliver en del af fortællingen. Hvis vi først handler, når diagnosen er på plads, eller skolefraværet har stået på længe, har barnet ofte båret alene alt for længe.
For mig handler en helhedsorienteret indsats om at undersøge, hvilke betingelser der gør deltagelse mulig. Nogle gange handler det om at justere tempoet. Andre gange om sansemiljøet, relationerne eller kravene.
Nogle børn har glæde af bevægelse, åndedræt eller andre kropslige strategier. Andre har først brug for færre sanseindtryk, en kendt voksen, tydelig struktur eller tid til at orientere sig. Hvad der hjælper, afhænger af barnets aktuelle belastning, ressourcer og den situation, barnet står i.
Derfor tror jeg ikke, der findes én rigtig metode. Jeg tror på, at vi sammen må undersøge situationen og justere det, der kan gøre deltagelse mulig.
Når vi møder kroppens signaler med nysgerrighed frem for hurtige konklusioner, bliver det lettere at forstå, hvad barnet har brug for.
Det kræver tid, vedholdenhed og et tæt samarbejde mellem barnet, familien og de fagpersoner, der er omkring barnet.
Målet er ikke blot at få barnet ind ad døren.
Målet er at skabe de betingelser, hvor barnet igen kan deltage, opleve at høre til og udvikle sig.
For mig begynder den tidlige indsats ikke med en diagnose.
Den begynder med, at vi ser barnet, lytter til familien og tager kroppens signaler alvorligt.
Læs også