Anne Dahlstrøm
Socialpædagog og praksiskonsulent i sansestøttende praksis
Casen viser en praksis, hvor regulering forstås som et situationsafstemt fagligt arbejde.
Reguleringen sker gennem handling, tempo og sansning –
og opstår i samspillet mellem menneske, relation og kontekst.
Det, der udefra kan ligne en enkel socialpædagogisk indsats, er i praksis præcise faglige valg i øjeblikket: hvornår der guides, hvordan tempoet justeres, og hvilke betingelser der skabes omkring borgeren.
Regulering i praksis
For nylig stod jeg med en borger, der var tydeligt overbelastet.
Det var svært at få kontakt.
Ordene nåede ikke rigtigt ind.
Jeg foreslog, at vi tog sko og jakke på og gik en tur.
Vi gik udenfor.
Mærkede natteluften.
Jeg co-regulerede ved at gå roligt ved siden af.
Åndedrættet blev roligere.
Vi sagde ikke så meget.
Efter noget tid begyndte der at ske noget.
Tempoet faldt.
Der kom mere ro i kroppen.
Jeg gjorde ikke noget stort.
Jeg var med og holdt retning i det.
Nogle dage efter gav borgeren udtryk for, at det havde gjort en forskel, og at situationen ikke blev så fastlåst som normalt.
Jeg svarede:
“Så ved du også, at det kan ændre sig.”
Her bliver det muligt at pege på andre måder at arbejde videre på for den enkelte.
Det handler om at mærke forandringen i situationen og reflektere over den.
Det kan få betydning for, hvordan borgeren handler næste gang.
Refleksion
For mig er regulering et undersøgende fagligt felt.
Det er et arbejde, der udvikles gennem erfaring, opmærksomhed og refleksion – og som bygger på en faglig værktøjskasse, der gør det muligt at vælge og justere i situationen.
Det er også noget, vi udvikler som fagpersoner – i mødet med praksis og gennem fælles refleksion.
Det kan læres, og det må mærkes i kroppen indefra.
Det tager tid – men det er det hele værd.
Det kan være at gå udenfor, som i denne case.
Skifte tempo.
Være sammen på en anden måde.
Det, der udefra kan se enkelt ud, kræver, at man kan mærke, hvad der er muligt lige dér – og justere undervejs.
I denne case arbejder jeg med at skabe en situation, hvor det bliver lidt lettere at være i det, der er svært.
Det vigtigste er ikke, hvad jeg gør.
Men at borgeren får en erfaring af, at det, der føles fastlåst, kan bevæge sig.