Når vi taler om sanser og regulering, kan fokus hurtigt komme til at ligge på redskaber: tyngde, bevægelse, pauser, lys, lyd eller andre sansestimuli.
Men i praksis begynder arbejdet ofte et andet sted.
Det begynder med at undersøge og være nysgerrig på, hvad der sker.
Hvad oplever eleven selv som svært? Hvornår opstår belastningen? Hvad sker der før, under og efter? Hvad hjælper allerede lidt?
Jeg bruger ordet elev om både børn, unge og voksne, jeg arbejder med. For mig peger det på relationen som elev – blandt andet fra yogaen – og på, at man er i en proces og lærer noget om sig selv, frem for at mennesket først og fremmest bliver defineret af en udfordring.
Nogle elever kan selv sætte mange ord på det. Andre kan have svært ved at mærke, forstå eller forklare, hvad der sker. Derfor begynder jeg ofte med de mennesker, der kender hverdagen tæt.
Pårørende kan have vigtig viden om mønstre over tid. De kan fortælle om små tegn på overbelastning, om situationer, der ofte bliver svære, og om det, der allerede hjælper. De professionelle omkring eleven kan se andre sider og andre sammenhænge.
Ingen af perspektiverne står alene.
De bliver en del af den fælles undersøgelse.
Når jeg møder eleven, begynder vi heller ikke nødvendigvis med at tale om det, der er svært.
Nogle gange er der først brug for at lande lidt i kroppen.
Det kan være gennem bevægelse, rytme, tryk, åndedræt, sansestøtte eller noget genkendeligt, der gør situationen mere overskuelig. Det er ikke en fast opskrift. Det afhænger af den enkelte og af det, vi møder lige dér.
Rummet er også en del af arbejdet. Jeg forsøger at skabe genkendelighed med samme plads, rolige farver og så få unødige forstyrrelser som muligt. Lyd, vibration og duft kan indgå, men det er ikke noget, der passer til alle. Sanseinput doseres og tilpasses den enkelte elev.
Hele denne proces er en vigtig del af grundlaget for at kunne bygge videre. Når der er mere regulering, genkendelighed og tryghed i relationen, bliver der ofte bedre mulighed for forståelse, refleksion og nye strategier.
Når der kommer mere ro og kontakt, kan vi langsomt begynde at være nysgerrige sammen.
Hvad mærker du?
Hvornår bliver det svært?
Kan du genkende noget lige før?
Hvad gør en forskel?
Her hænger det kropslige arbejde sammen med forståelse, sprog, struktur og konkrete strategier.
Måske bliver det muligt at genkende tidligere tegn på belastning. Måske finder vi frem til en pause – nogle gange bare få øjeblikke. De små pauser kan være det, jeg kalder det magiske øjeblik, hvor der kommer lidt mere ro.
Min erfaring er, at genkendelighed og gentagelse kan gøre en stor forskel. Når vi vender tilbage til de samme rolige rammer, bevægelser eller afspændingsformer, kan noget med tiden føles mere velkendt og trygt. Jeg oplever det som, at kroppen husker ruten.
Jeg har fx haft en elev, som i begyndelsen kun kunne være i afspænding ganske kort, men som senere kunne ligge i en afspændingsøvelse i op til 15 minutter. Ikke fordi 15 minutter er et mål i sig selv, men fordi det kan være et tegn på progression – på at noget gradvist bliver mere muligt.
Måske skal et krav ændres, noget gøres mere forudsigeligt, eller omgivelserne justeres.
Nogle gange ligger det vigtigste altså ikke i eleven.
Det kan ligge i tempoet, kravene, lydene, relationerne, miljøet eller i de betingelser og rammer, der er omkring situationen.
Derfor stopper arbejdet heller ikke ved den individuelle session.
Det, vi opdager sammen, skal så vidt muligt kunne leve videre i hverdagen. Her bliver samarbejdet med pårørende og professionelle vigtigt. Hvad kan bruges hjemme? Hvad giver mening i skolen, på botilbuddet eller i andre sammenhænge? Hvad skal justeres, når vi ser, hvordan det virker i praksis?
Et konkret eksempel er et forløb med en mor og hendes datter, som begge har ADHD. Faren har også været inddraget undervejs, blandt andet for at skabe mere fælles forståelse af det, der sker i nervesystemet.
Billedet er fra den afsluttende del af forløbet. Her talte vi om hjernen, belastning og konkrete strategier. Det er et eksempel på, hvordan arbejdet kan bevæge sig fra kropslige erfaringer og regulering til fælles forståelse og noget, familien kan tage med videre i hverdagen.
På den måde bliver sansestøttende praksis en proces.
Ikke en metode, der lægges ned over et menneske, og ikke et bestemt redskab, der skal virke.
Vi undersøger, afprøver og justerer.
Nogle gange skal kroppen først have lidt mere ro, før der er adgang til samtale og refleksion. Andre gange er det netop forståelsen, strukturen eller et fælles sprog, der skaber mere ro. Ofte hænger det sammen.
Det handler derfor mindre om at vide på forhånd, hvad der virker, og mere om at blive ved med at være nysgerrig på den enkelte elev og den sammenhæng, eleven befinder sig i.
Der findes ikke én opskrift.
Støtten må udvikles sammen med eleven og de mennesker, der er tæt på – og justeres undervejs.
Det er en proces, ikke et quick fix.