Gennem en del år har jeg arbejdet individuelt med børn, unge og voksne i sansestøttende forløb. Undervejs har jeg fået mange tilbagemeldinger fra forældre, unge, voksne og fagprofessionelle om forandringer, de har oplevet i forbindelse med forløbene.
De senere år er jeg blevet mere optaget af at genbesøge mine egne forståelser og de forklaringsrammer, jeg bruger i min praksis. Det skrev jeg også om i artiklen Regulering mellem praksis og evidens i Tidsskriftet Specialpædagogik, juni 2026.
Nu hvor jeg læser pædagogisk-psykologisk rådgivning, kommer der flere perspektiver til. Det giver mig også nye spørgsmål til, hvordan jeg forstår det, jeg ser og oplever i praksis.
Jeg har lige ryddet op i gamle papirer og fandt mine gamle lektionsplaner og refleksionsnoter fra blandt andet et vuggestuevikariat. Det var faktisk dem, der satte gang i dette indlæg og fik mig til at tænke tilbage på flere erfaringer fra min praksis.
En af dem er et forløb med et barn og en forælder hos mig.
De kom i mit praksisrum om morgenen, inden barnet skulle videre i børnehaven. Her legede vi Special Yoga ind.
Barnet sad altid på den samme yogamåtte, det samme sted i det enkelt indrettede rum. Vi lavede stort set de samme lege og øvelser hver gang, måske med en enkelt ny øvelse indimellem. Barnet efterspurgte selv nogle bestemte øvelser, som barnet rigtig godt kunne lide, og forælderen deltog også aktivt.
Bagefter tog barnet videre i børnehaven.
Det interessante var de tilbagemeldinger, der kom efterfølgende. Forælderen fortalte om mere ro, tilstedeværelse og opmærksomhed. Fra børnehaven kom der også tilbagemeldinger om, at de oplevede en forskel i barnets hverdag de dage, hvor barnet havde været hos mig. Barnet kunne blandt andet komme mere stille og roligt ind i børnehaven og i højere grad deltage i rutiner og aktiviteter, som tidligere havde været svære at være med i.
Dengang forbandt jeg tilbagemeldingerne især med det kropslige og sanselige arbejde.
I dag bliver jeg nysgerrig på flere ting.
For de gamle noter fra vuggestuen minder mig samtidig om en anden erfaring.
Jeg forsøgte dengang at tage en lille gruppe af de ældste vuggestuebørn med ind i et særskilt rum for at arbejde sansestøttende. Børnene virkede nysgerrige, men også forvirrede over situationen, og jeg oplevede, at det var svært at skabe den ro, jeg havde forestillet mig. Nogle var mere optagede af legetøjet i rummet end af det, jeg havde planlagt, og i mine noter kan jeg se, at jeg selv blev lidt stresset over at forsøge at fastholde deres opmærksomhed.
Jeg begyndte derfor at ændre på det, jeg gjorde. I noterne kan jeg blandt andet se, at jeg blev optaget af færre børn ad gangen og af i højere grad at inddrage børnenes egen leg.
Jeg oplevede også, at det med så små børn gav mere mening at arbejde reguleringsstøttende i deres hverdag og i de situationer, der opstod.
En dag var et barn ked af det og græd. Jeg satte mig sammen med barnet og arbejdede bevidst med reguleringsstøtte gennem bevægelse, sang, leg og kontakt. Undervejs faldt barnet mere til ro og begyndte at smile. På et tidspunkt blev en fod til en telefon, fordi farmor ringede. En medarbejder beskrev bagefter, hvordan hun havde lagt mærke til både barnets ro og glæde, men også til selve legen mellem os.
Det gør egentlig mit spørgsmål endnu vanskeligere.
Var det øvelserne? Relationen? Trygheden og genkendeligheden? Gentagelsen? Legen? Det enkle rum? Oplevelsen af at kunne noget? Situationen? Eller samspillet mellem flere ting?
Hvad er det egentlig, der gør en forskel?
Jeg ved ikke præcis, hvad der gjorde forskellen. Og måske behøver jeg heller ikke altid at kende den præcise forklaring for at tage en praksiserfaring alvorligt.
Men det er ikke ligegyldigt, hvordan jeg forstår det, jeg ser.
Hvis jeg tilskriver forandringen de kropslige og sanselige øvelser, får det betydning for, hvad jeg vælger at gøre næste gang. Hvis det i lige så høj grad var relationen, genkendeligheden, gentagelsen, oplevelsen af mestring eller samspillet mellem flere forhold, åbner det for andre forståelser og andre muligheder.
For mig handler det derfor ikke om at finde én forklaring på, hvorfor noget virker. Det handler om at være nysgerrig på mine egne forklaringer og ikke gøre dem mere sikre, end erfaringen kan bære.
Min undren handler heller ikke kun om, hvad der gør en forskel. Den handler også om, hvad det er, vi forsøger at forandre.
At støtte et barn i at mestre noget nyt eller finde strategier, der gør hverdagen lettere, behøver ikke i sig selv at handle om at få barnet til at passe ind. Men det gør det relevant at spørge, hvad målet med støtten er, hvem der definerer det, og hvilke muligheder den åbner eller lukker.
Hvad forsøger vi egentlig at forandre? Og giver forandringen barnet flere muligheder for at deltage som sig selv?
Jeg kunne godt tænke mig, at nogle af disse spørgsmål på et tidspunkt kunne undersøges mere systematisk sammen med praksis. Ikke for at bevise på forhånd, at en bestemt metode virker, men for at blive klogere på, hvad der sker, for hvem og i hvilke sammenhænge, og hvad det betyder for mulighederne for deltagelse.
De to cases er anonymiseret.